Taler du på andre?

Jeg havde for nylig en oplevelse, hvor dét, der – i mine øjne – startede med at være en samtale mellem to ligeværdige mennesker, pludselig udviklede sig til at være envejskommunikation. Og ikke bare envejskommunikation, men den anden ville bare belære mig om, hvad personen syntes var det rigtige at gøre i den pågældende situation.

Jeg har tænkt en hel del over det siden, og det sker faktisk rigtig ofte, at vi mennesker taler hinanden. Altså, vi taler uden at sikre os, at der er kontakt mellem os og dem, vi ønsker at sige noget til.

Som voksent og ansvarligt menneske kan det føles patroniserende og nedgørende, når nogen vælger, at de selv er de mest vidende omkring et emne og derfor har ret til at belære andre. Det betyder også, at relationen ikke længere er ligestillet – der er jo én, der giver sig selv en højere stilling end en anden. Er relationen en chef/ansat-relation kan det give mening, at chefen har større ansvar og dermed kan give ordrer videre til den ansatte. Men er der tale om en personlig relation, fx forælder-barn, et kærestepar eller et vennepar, har man begivet sig ud på glatis.

For når vores udgangspunkt er at give viden videre kan vi nemt glemme relationen og dens karakter. Er det vigtigste, at mit barn tager tøj på, som jeg lige har bedt om, eller er det vigtigste at vi har en rolig morgen? Er det vigtigste at min mand lægger det beskidte tøj i vasketøjskurven, eller er det vigtigste at det er rart for os begge at bo sammen? Er det vigtigste at min ven hører, hvor meget jeg ved om et særligt emne, eller er det vigtigste at vi nyder vores tid sammen?

Min oplevelse er, at mange har brug for at have ret, eller brug for at bekræfte sig selv og deres evner. Og hvis vi blot taler på andre mennesker, giver ordrer eller siger ting, de allerede ved, så overser vi, at de faktisk OGSÅ er mennesker med viden, følelser og overvejelser. Og at de fleste relationer kan vælges fra, når de ikke er givende mere for begge parter.

Som forælder kan man hurtigt falde i fælden med at skælde ud eller råbe højt, men det er jo ikke ensbetydende med, at børnene gør som man siger. Det skaber bare en dårlig stemning. Og som forælder har vi selvfølgelig 100% af ansvaret for relationen mellem os og vores børn. Børn kan bidrage til samværet, men aldrig stilles til ansvar for det.

Oplever vi i voksne relationer at kommunikationen bliver til en kommandovej kan vi vælge om vi vil rette os efter det, overhøre det eller tage en snak om, at ligestilling kræver at begge parter viser nysgerrighed og respekt og ikke mindst lytter til hinanden.

Jeg har selv i mange år vidst, at jeg kom fra en familie, hvor lige netop ligestilling (og ligeværdighed, men det må jeg vende tilbage til en anden dag) var et kæmpe issue og det kunne være enormt svært at tale sammen. Som barn blev jeg ofte talt på uden at den voksne reelt var interesseret i at føre en samtale med mig. I dag er jeg meget bevidst om, hvornår jeg giver mine børn beskeder, hvornår jeg gerne vil have en samtale med dem og hvornår jeg er stille, men åben for deres behov for kontakt. For når vores børn kan mærke, at vi gerne vil dem og er nysgerrige på dem og deres liv, så er de langt mere trygge ved at gå ud i livet. Og dét er virkelig stort!

Jeg vil opfordre dig til at være opmærksom på, hvordan du taler med andre mennesker – både børn og voksne. Taler du sammen med dit barn/din kæreste/din ven eller taler du bare til personen?

Tak fordi du læste med!

Kærlig hilsen Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *