Creative living

I julen begyndte jeg at strikke. Igen. Jeg havde en kort strikkekarriere, da jeg var barn og strikkede tykke røde grydelapper til hele vores omgangskreds, og igen som 22-årig, hvor jeg strikkede et par sjaler, og derefter lagde det på hylden. Hvorfor husker jeg ikke præcis. Men der skete mange stressende ting for mig i de år. Og måske var det nemmest at pakke min kreativitet væk.

Jeg mindes, at jeg havde en idé om, at dét at være et intelligent menneske, der læste på universitetet, ikke var foreneligt med mine kreative sider. Som ellers altid havde fyldt meget siden jeg som barn kom med min mor i hendes syværelse i kælderen. Alt hvad der hed korsang, tegning, skrivning, syning og altså også strikning havde trange kår i de år. Desværre. For efterhånden som jeg skar flere og flere kreative input væk blev jeg mere og mere trist og stresset. Min grundtone blev ligesom både svagere og lavere. Jeg mærkede ikke ret meget af mig selv i de år.

Når jeg tænker nærmere over, hvorfor jeg pakkede det kreative mere og mere væk må jeg erkende, at det ikke kun handlede om mine forestillinger om at være universitetsstuderende. For flere andre studerende omkring mig var jo kreative – og jeg misundte dem. Så hvad handlede det om?

Den ene ting var frygt. Frygten for at jeg ikke var dygtig nok. “Dygtig nok til hvad?” kunne man så spørge. Og se, dét kunne jeg nok ikke have svaret på. Men frygten for, hvad andre ville sige om de ting, jeg producerede, satte i hvert fald en stopper for meget. Jeg skrev alligevel. Men efter 4 måneder på et skrivekursus pakkede jeg også skønlitteraturen i skuffen. Dét, som nogle mennesker kalder “konstruktiv kritik” fik altså dræbt meget af min skrivelyst. Ikke det hele, for jeg har siden jeg var 10 år gammel skrevet dagbog og noter til mig selv. Men jeg har ikke skrevet historier siden.

En anden vigtig faktor, da jeg langsomt pakkede min kreativitet væk, var kærestesorg. Jeg sørgede i lang tid over tabet af et kæresteforhold, jeg havde som 20-årig. Egentlig tror jeg ikke, at jeg var klar over, hvor lang tid jeg sørgede. Men når jeg kigger tilbage kan jeg se, at det var flere år.

Måske var det bare for smertefuldt at være kreativ. For så skulle jeg jo være sammen med mig selv.

Magisk kreativitet

For nogle år siden udkom Elizabeth Gilberts bog “Big Magic” (2015). Jeg var ved at afslutte min coachuddannelse, som havde åbnet mine øjne for mange ting i mig selv, og gjort det tydeligere for mig selv, hvor min sjæl gerne ville have mig hen. Og at ting, mit hoved besluttede ikke altid var det rigtige for mig.

Og så skriver denne kvinde, som jeg respekterede højt for at have skrevet så åbent og sårbart om vejen ud af sit ægteskab og tiden efter (bogen “Eat Pray Love”), at mennesker er kreative væsener, at kreativitet ikke behøver at have et formål og at du ikke behøver at tjene penge på din kreativitet. Måske kan det bare være en måde at komme igennem hverdagen på, et lille helle, hvor du ikke skal præstere, men bare være i flow og lade hænder og sjæl arbejde derhen, hvor lysten, energien og inspirationen er? (Hun skriver selvfølgelig meget mere, bl.a. om ikke at lade frygten styre bilen, men sende den om på bagsædet i stedet. Jeg anbefaler helt klart bogen – uanset hvor kreativ, du synes du er eller ikke er!)

Siden jul har jeg strikket 11 karklude og 15 vaskeklude. Karkludene er blå eller lilla og vaskekludene er lyserøde eller koralfarvede. Der er masser af fejl i dem. Det er en del af charmen. Og de virker lige fint. Faktisk havde jeg troet, at jeg ville få mine lyserøde og koralfarvede vaskeklude for mig selv. Men mine unger elsker dem højt og brokker sig, når der kun er hvide Ikea-vaskeklude tilbage i bunken. Måske de kan mærke, at mine klude er strikket med kærlighed? Jeg glæder mig i hvert fald hver gang, jeg tager en af mine egne klude frem til brug. Og mere glæde og mere skønhed smitter af på min sindstilstand, min grundtone.

En vigtig erkendelse

Faktisk har jeg erkendt, hvad mit nogle-og-20-årige jeg ikke turde se i øjnene: at det bliver lettere at være sammen med mig selv, når jeg laver noget, jeg kan lide, og som ikke nødvendigvis har et formål. Jeg nyder at have et færdigt produkt efter at have strikket i noget tid. Men det handler mest af alt om processen: farvevalget, sværhedsgraden, omfanget, at jeg som oftest har en kande god the stående og enten lytter til dejlig musik eller til mine børn, der leger. Jeg er bare, når jeg strikker. (For det meste altså. Det sker også at jeg bliver virkelig irriteret og må lægge det fra mig, mens jeg ærgrer mig højt – men ærgrelsen varer sjældent så lang tid. Og jeg kommer typisk tilbage efter kort tid.)

Langsomt nærmer jeg mig at turde kaste mig over lidt større projekter. Min datter ønsker sig en halsedisse, et pandebånd og en hue. Jeg har efterhånden set så mange flotte trøjer og huer på instagram, at mine klude ikke er udfordrende nok. Og det er en fed fornemmelse.

Jeg startede småt. Meget småt. De første klude var bare retstrik (samme type maske igen og igen og igen) og ganske langsomt prøvede jeg ting af. Og nogle af kludene blev så fine, at jeg har lavet mange af de samme. Med masser af fejl. Nogle gange har jeg pillet en hel del op eller strikket baglæs for at rette på noget. Andre gange har jeg bare accepteret fejlen som en erfaring. For det er jo dét, som kreativitet giver os: at vi, mens vi står i en udfordring af større eller mindre grad, overvejer hvordan vi vil løse den. Og nogle gange må vi rette på noget bagefter, andre gange skal vi lære noget virkelig mange gange, før vi ved, hvordan vi skal tackle det. Det hele er en del af processen.

Jeg ønsker dig en masse kreativ magi i dit liv.

Tak fordi du læste med. Kærlig hilsen Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *