En tur i Statsforvaltningen

Eller: Når skilsmisseforældre har brug for hjælp

I foråret var jeg en tur i Statsforvaltningen med mine børns far. I månederne op til havde vi været uenige om en del ting. For min ekspartner virkede det til, at dét faktum, at jeg ikke ville være i daglig kontakt med ham om vores børns trivsel, var det afgørende for, at han henvendte sig til Statsforvaltningen. Havde han ikke henvendt sig, havde jeg kontaktet dem. Vores relation var i dén grad gået i hårdknude og så længe jeg ikke gjorde dét, min ekspartner ønskede fra mig, var vi i konflikt.

I efteråret 2017 var vi også i konflikt og midt i det hele ønskede min ekspartner at diskutere julen. Vi kunne ikke sammen finde en løsning og også dér henvendte han sig til Statsforvaltningen. Over nogle uger skrev vi begge med en sagsbehandler, som til sidst traf en afgørelse med udgangspunkt i, hvornår min ekspartner har samvær med vores børn i skolernes juleferie. En ordning, der tog mere hensyn til børnene end jeg selv havde kunnet få gennemført med ham. Nu har vi det på skrift og det laves først om, den dag børnene ønsker noget andet eller når én af os forældre henvender os til Statsforvaltningen igen.

Alt i alt var dette en fin oplevelse med Statsforvaltningen. Jeg tog så meget som muligt udgangspunkt i mine børns behov i mine svar, og sagsbehandleren skrællede så alle vores følelser fra svarene, opsummerede og bad om vores svar på opsummeringerne. Vi kunne give forslag til, hvordan samværet skulle fordeles i lige og ulige år. Slutresultatet respekterede, at min datter på dét tidspunkt kun overnattede to nætter ad gangen hos deres far og ikke var vant til at være væk fra mig i længere tid.

Jeg havde selvfølgelig foretrukket at vi kunne tale om tingene og nå til enighed sammen. Men allerede inden emnet jul kom på banen var vi i højkonflikt. Så i dette tilfælde var Statsforvaltningen en fin løsning på noget, som vi ikke selv kunne nå til enighed om.

Et møde mellem to skilsmisseforældre

Med dét i baghovedet modtog jeg besked fra Statsforvaltningen om, at min ekspartner ønskede ændringer i samværsordningerne for vores fælles børn. Der stod mange spydigheder og usandheder i hans henvendelse og flere steder var ord eller formuleringer fjernet af Statsforvaltningen. Så det var med en knude af ubehag i maven at jeg tog derind.

Til mødet sad en venlig og imødekommende jurist, som ridsede sagen op og påpegede, at vi skulle blive enige om samværsordningerne for vores fælles børn. Noget af det første hun spurgte ind til var, hvordan samarbejdet havde været tidligere og hvornår det begyndte at gå skævt. I en periode efter skilsmissen gik det jo nogenlunde mellem os. Jeg husker ikke min ekspartners beskrivelse af hvornår samarbejdet gik skævt, men jeg husker dét tidsrum han påpegede – det var nemlig, da jeg holdt op med at grine af hans jokes og lytte til hans fortællinger om sit job, sine venner og hvad han havde lavet med børnene. For mig begyndte samarbejdet at gå skævt, da han ikke respekterede, at jeg beslutter, hvad børnene laver i de weekender, de er hos mig, og da han insisterede på daglig, eller næsten daglig, kontakt mellem os selvom jeg sagde fra mange gange, var der i min optik ikke noget samarbejde tilbage.

I terapeutsprog kalder man det en løsrivelsesproces. Og i dette tilfælde var den meget asymmetrisk.

Sagsbehandleren opfordrede til, at vi informerede hinanden om, hvad børnene har lavet og hvordan de har haft det hos os hver. Så bliver børnene i mindre grad budbringere. Vi nåede til enighed om, at jeg sender to mails i den periode, de er hos mig og min ekspartner sender en mail inden børnene kommer hjem igen. Min ekspartner havde forstået, at han havde ret til daglig information om børnene, hvilket han ikke har. Sagsbehandleren opfordrede blidt og bestemt min ekspartner til at respektere mine grænser.

Vi talte om, hvordan samværsordningerne for vores børn havde været ind til da. Min ekspartner fortalte om sine ønsker og jeg fortalte om mine tanker om børnenes behov. Han ønskede fx at hans weekend med børnene fortsætter til mandag morgen, hvor han ville aflevere børnene i institution og skole. Noget jeg sagde blankt nej til. Min mening og min oplevelse er, at børn har brug for at have en base og at komme hjem og lande søndag eftermiddag inden hverdagen kører for fuld drøn igen dagen efter. Med hjælp fra sagsbehandleren blev aftalen, at børnene bliver afleveret om søndagen kl 16. 1 time senere end det havde været indtil da. Han ville gerne have begge vores børn fra onsdag eftermiddag. Hvilket ville være en udvidelse fra 2 døgn til 4 døgn for min datters vedkommende. Jeg fortalte om mine tanker om, at når hun nærmede sig 4 år kunne vi udvide med ét døgn.

Aftalen blev, at efter skolens sommerferie skulle samværsordningen være, at i ulige uger er vores søn hos deres far fra onsdag eftermiddag til søndag kl 16 og min datter er hos deres far fra torsdag eftermiddag til søndag kl 16. På den måde har vores søn lidt mere far-søn-tid, hvilket han ser meget frem til.

Første evaluering af ny samværsordning

Den nye ordning har nu kørt i 3 måneder. Vores søn trives med det. Han er 8,5 år og fragter oftere og oftere sig selv rundt. Tre døgn væk fra mig er lang tid for min datter. Jeg er ikke i tvivl om, at hun er glad for sin far. Men det fylder langt mere for hende, at hun savner sin storebror, de onsdage han er hos deres far. Og søskendesammenhold er helt klart noget, som jeg finder meget, meget vigtigt. Det er trygt for min datter at være samme sted, som sin storebror. Og hun skal selvfølgelig også have lov at have tid med sin far. Men når hun er hjemme igen ligger der et stort arbejde i at rumme hendes mange følelser, bekræfte hende i at jeg elsker hende og gøre hende klar til at skulle være væk fra mig igen, når hun dagen efter skal i børnehave igen. Helt klassisk for skilsmissebørn at afreagere, hvor de er mest trygge.

Generelt er planlægning af samvær noget af det sværeste, som skilsmisseforældre. For vi savner jo vores børn og børnene savner den forælder, som ikke er der. Og de fleste børn savner, at deres forældre er sammen – og er glade sammen, vel at mærke!

Jo større børnene er, jo mere skal vi lytte til dem og deres ønsker. Men det er de voksne, der har ansvaret og skal beslutte, hvordan det skal være. Og selvom det kan være positivt at være fleksibel, er det trygt og fordudsigeligt for børn at den samme ordning får lov at køre i noget tid.

Jeg håber ikke, at min ekspartner og jeg får brug for at benytte Statsforvaltningen igen. Men hvis vi gør, ved jeg nu, at der sidder dygtige, saglige og neutrale mennesker, som gør en stort arbejde for danske skilsmisseforældre og skilsmissebørn. Og hvis et skilt forældrepar befinder sig i så stor konflikt, som vi gjorde, vil jeg helt klart anbefale Statsforvaltningen til at få lavet aftaler, som tager udgangspunkt i børnene. Men der er meget man kan gøre inden det når dertil.

Tak fordi du læste med.

Kærlig hilsen Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *