Når gulvtæppet bliver hevet væk under én

Eller: en skilsmisseberetning

Jeg er fraskilt, som det så fint hedder, når man har været gift og ikke længere er det. Hvorfor det ikke bare kan hedde single, forstår jeg ikke rigtig. For sådan definerer jeg mig selv: ét voksent menneske i husstanden, hvor der også bor to børn.

Jeg blev skilt i 2014. En lang og sej proces. Selve bruddet var noget af et chok. Faktisk føltes det, som om gulvtæppet blev hevet væk under mig. Og jeg havde ikke set det komme. Jeg havde det fint. Og var blevet planlagt gravid med barn nr 2. Når jeg kigger tilbage kan jeg godt se, at mine børns far reagerede voldsomt på nogle episoder. Og han blev mere og mere passiv-aggressiv. Så meget at jeg, da jeg var 11 uger henne i graviditeten, sagde til ham, at jeg syntes at han skulle overveje, om han var interesseret i at fortsætte vores forhold. Jeg var simpelthen så træt af de samme konflikter, som han ikke ville løse, men bare lukkede af for. Og så provokerede jeg. Og fik et svar. At det måtte han så overveje.

Selvom jeg startede emnet havde jeg ikke set det komme. Da jeg spurgte ind til, hvad han havde af forestillinger om min graviditet var beskeden, at jeg selv måtte beslutte, om jeg ville fortsætte graviditeten eller få en abort. En udmelding han i dag ikke kan tåle at høre gentaget.

Vi var i parterapi tre gange. I mellemtiden forsøgte jeg alt muligt. Og det var som at danse med en død fisk. Han var der bare slet ikke. Da vores søn blev 4 år husker jeg fornemmelsen af, at vi ikke sammen holdt en fødselsdagsfest for vores søn. Jeg holdt en fødselsdag for vores søn. Og min mand deltog og havde inviteret sine egne gæster, sin ven og hans familie, på trods af at vi havde aftalt at festen kun var for familie. Vi var ikke et par længere og vi kunne ikke kommunikere om de mest simple ting.

Den tredje session hos parterapeuten sluttede med, at min mand sagde til terapeuten om mig:

“Jeg synes ikke, hun er værd at elske.”

Der sad jeg og kiggede ned på min voksende mave. Halvvejs gennem min graviditet med min skønne datter. Jeg husker, at hun lå helt stille. Generelt baksede hun ellers meget rundt. Men det var, som om at hun godt fornemmede alvoren i situationen. Jeg tog min vielsesring af og lagde den i lommen.

Resten af min graviditet foregik i chok. Min nu eksmand ville ikke flytte fra den fælles lejlighed. Jeg havde ingen steder at flytte hen. Intet job, så jeg kunne ikke låne penge til en ny lejlighed. Da jeg henvendte mig til kommunen fik jeg besked om, at jeg kunne få tildelt en lejebolig, når vores fælles andelslejlighed var solgt. At sætte andelslejligheden til salg tog en krig og der blev ved med at komme ting i vejen – den ene attest, som kun måtte laves af en specifik håndværker, som havde ventetid, den anden attest, vurdering, to uger, hvor bestyrelsen kunne henvise potentielle købere, som skulle have forkøbsret. Og så fødte jeg. Og vi boede stadig sammen.

Jeg blev mødt af så meget forvirring og andre menneskers holdninger til min situation. Der var ikke ret mange, som bare spurgte, hvordan jeg havde det. Og jeg følte mig trængt op i en krog uden mulighed for at kunne komme væk.

Samtidig rasede hormonerne i min krop. Jeg producerede et barn. Og jeg glædede mig til at møde min lille stærke datter.

Ud kom hun. Min dejlige søn blev storebror.

I et par uger var alt pludselig fint og roligt, og jeg fik et naivt (og hormonfyldt) håb om, at vi kunne blive sammen og få det godt sammen.

Lejligheden blev solgt og jeg holdt fast på nogle måneders overdragelsestid. Hvilket næsten gav sig selv, fordi det tog så lang tid at få lavet papirer til salget. Jeg havde troet, at vi skulle bruge de måneder til at arbejde på vores forhold og lære vores lille familie at kende igen. Men igen blev børnenes far langsomt mere og mere passiv-aggressiv efterhånden som søvnunderskuddet satte ind og hverdagen trængte sig på. Og jeg blev mere og mere angst for ham og så, hvor elendigt han behandlede mig og vores søn.

Da min datter var to måneder besluttede jeg mig at lytte til min mors forslag om at flytte hjem til hende. Hun bor i proppet 3 værelses lejlighed. Og det var ikke sjovt. Det var noget af det mest smertefulde, jeg nogensinde har gjort. At pakke tøj til mig og børnene, legetøj til børnene og de mest vigtige ting, læsse det på barnevognen (den store Odder-model!) og fragte mig og mine børn hjem til min mor. Der var kun 2-3 km. Men jeg husker hele turen meget tydeligt.

Og så begyndte sorgen at rulle. Og mine børns reaktioner. Og min egen stress og søvnløshed. Alt gjorde ondt. Og jeg knoklede. Og jeg tacklede mine børns far, som var vred og indebrændt over, at jeg havde taget hans børn fra ham, som han sagde.

To måneder senere blev lejligheden overdraget. Til en utaknemmelig køber, der slet ikke havde fortjent det smukke hjem. Jeg havde knoklet i døgndrift for at gøre den klar. Min familie og mine venner hjalp til. Min eksmand sørgede dårligt nok for at pakke sine egne ting ned. Og hverken hans familie eller venner hjalp til.

To uger senere holdt jeg barnedåb. Fortrød at jeg havde inviteret min eksmand og hans familie. Og fortrød at jeg havde givet min datter mellemnavn efter sin far.

En måned efter overdragelsen af den gamle lejlighed fik jeg nøglerne til min nuværende lejlighed. Heldigvis i cykelafstand til min søns børnehave og centralt i Lyngby. Og en ny sorgbearbejdning begyndte. For jeg skulle lære at være enlig mor efter at have haft hjælp fra min mor, min søn skulle lære hvad det ville sige, at far ikke flyttede med, børnene skulle undvære deres mormor i hverdagen og jeg skulle se i øjnene, at en ny fase i mit liv skulle begynde.

Min datter blev 4 år i efterårsferien. Hendes fødselsdag er for mig ikke kun fejringen af, at hun blev født en oktoberaften i 2014. Det er også fejringen af, at jeg valgte mig selv og mine børns trivsel til. At jeg valgte en fremtid med mulighed for et kærligt, voksent og rummeligt parforhold. At jeg sagde stop over for, hvordan jeg ikke vil behandles.

At adskillelsesprocessen var både lang og smertefuld i årene efter, er jeg glad for at jeg ikke vidste dengang. Og at jeg har skullet sige stop og markere grænser helt ufattelig mange gange efterfølgende er en anden historie. 

Og så alligevel ikke. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *