Det er fredag

Godmorgen. Det er fredag. En dag, hvor mange glæder sig til at holde weekend. En dag, hvor jeg bliver bevidst om, hvad det vil sige ikke at være en del af en kollegafællesskab. Det er længe siden jeg har været det. Meget længe siden endda. Et kollegafællesskab, hvor man husker at spørge ind til hinandens trivsel, mærkedage, familiemedlemmer og andre vigtige indslag i andre menneskers liv. Faktisk er ønsket og behovet for at være en del af en arbejdsfællesskab en primær årsag til at jeg ønsker mig et job. At få en anstændig løn ligger på en 2. eller 3. plads. Også dét at nogen lægger mærke til, hvad jeg laver og rent faktisk kan værdsætte det, betyder også meget for mig. Og mine børn er altså sjældent jublende lykkelige for, at jeg har vasket deres tøj, vasket op, lavet mad eller ryddet op. Når alt kommer til alt er jeg ikke super begejstret for rollen som hjemmegående husmor. Især fordi der i øjeblikket følger en del finansielle restriktioner med, men også fordi det simpelthen er for kedeligt.

Og så kunne man jo spørge sig selv:

 

“Hvorfor finder hun sig så ikke bare et job?”

Uhhhhhh! Dén rammer plet! Siden jeg blev kandidat i marts 2012 har jeg søgt omkring 400 jobs. No kidding. Jeg har været til fem samtaler (5!). To samtaler udmøntede sig i jobtilbud; det ene var en midlertidig stilling på 6 måneder, som ikke blev forlænget (og jeg havde heller ikke lyst til at fortsætte dér), og det andet tilbud var fra en virksomhed, som lå langt pokker i vold mht offentlig transport og havde en arbejdskultur, som jeg ikke kunne forlige mig med. Som bekendt har jeg de sidste to år – siden jeg blev smidt ud af dagpengesystemet – forsørget mig og mine to børn ved at arbejde som lærervikar. Et ganske opslidende job, hvis man har det som primær indtægtskilde. Og nu skal der ske noget andet.

Jeg har fået rigtig mange spørgsmål til, hvorfor jeg dog har haft så svært ved at finde job. Og der er nok flere svar på det:

  • jeg er ikke typen, der råber op om mig selv og mine kvalifikationer. Jeg øver mig i at fremhæve mine kompetencer og kvalifikationer, men jeg nægter at have rundsave på albuerne. Hvis ikke andre kan se, hvad jeg er, hvad jeg kan og hvad jeg er i stand til at lære og lære fra mig, så skal jeg bare ikke arbejde dér. Jeg vil gerne udvikle mig, men jeg vil ikke lave mig selv om.
  • jeg blev kandidat dét år, hvor der virkelig var lavvande i det danske erhvervsliv. Der var ikke ret meget at komme efter, vi var mange om buddet og jeg lagde ud med ét års ledighed efter min kandidateksamen.
  • jeg blev (planlagt) gravid efter min midlertidige ansættelse og da jeg var cirka 10 uger henne annoncerede min daværende mand, at han ville skilles. Det var noget af et chok. Og med en livskrise inden for bæltet er det meget svært at gøre et godt og kvalificeret indtryk på andre mennesker.
  • min anden barsel brugte jeg på at overleve, flytte og lære at være enlig mor til to mindre børn. Det var hårdt. For at sige det mildt.
  • jeg brugte yderligere to år på at skabe en hverdag, der var så struktureret og rolig for mine børn, som overhovedet muligt. Min søn sørgede over skilsmissen, som der blev rippet op i hver gang han savnede sin far, et par dage inden han skulle hjem til sin far og et par dage efter han var kommet hjem igen. Min datter har angst – det fylder faktisk markant mindre nu, hvor jeg ved hvad det er – og det har fyldt enormt meget; hun skreg virkelig meget som lille og var dertil meget syg. Jeg stod vitterlig med alt alene og havde kun min mor til hjælp i ny og næ. En vigtig hjælp (!), bare ikke helt det samme som at være to voksne boende i samme hjem.
  • undervejs i alt dette har jeg erkendt, at jeg vil være familie- og psykoterapeut. Det var pludselig så tydeligt for mig, at både mine børns far og jeg har meget tunge baggrunde og tumler med hver vores udfordringer. Og endnu mere tydeligt for mig, hvor meget min egen familie (dén, jeg voksede op i) kunne have brugt kærlig familieterapi. Så dét vil jeg arbejde med i fremtiden. Og med mødre, der skal lære at passe på sig selv og deres ressourcer.
  • jeg bliver nødt til at arbejde med noget, der giver mening rent menneskeligt. Og det skal ikke være i et jobcenter, der presser folk ud i job eller i en it-virksomhed, hvor man bare skal løbe stærkt, så der kan tjenes flere penge og chefen kan få en større Audi.
  • livet som enlig mor sætter nogle begrænsninger rent praktisk. Men nogle gange giver begrænsninger også mulighed for at tænke kreativt. Fx har jeg ansat en ung pige til at hente min datter i børnehave en gang om ugen. Min datter elsker hende allerede og glæder sig til hun kommer. Den unge pige tjener sine egne penge. Og jeg får mere ro i maven og behøver ikke skynde mig hjem, for de hygger sig så fint sammen. Måske skal jeg bare have et utraditionelt job, hvor jeg primært arbejder når mine børn er hos deres far? Eller et job, hvor jeg kan have min datter med i ny og næ?

Der er altid mange grunde til, at mennesker er, hvor de er. Jeg er ikke uden job, fordi jeg er inkompetent. Jeg er uden job, fordi der er virkelig mange faktorer i mit liv, som har fyldt rigtig meget indtil nu. Jeg kan stadig være chokeret over, at man smider en enlig mor til to børn ud af dagpengesystemet, men det viser jo bare, at der i dag slet ikke er plads til at være menneske, hvis man er i kontakt med det offentlige. Så på mange punkter var det det bedste, der kunne ske for mig. (Men jeg har medfølelse med de mennesker, som ikke har samme overskud og samme ressourcer som mig. For der er mange mennesker, der kommer i klemme efterhånden. Og det synes jeg virkelig ikke vi kan være bekendt i Danmark.)

(For god ordens skyld: jeg havde opbrugt mine to år på dagpenge, fik tre måneders midlertidig arbejdsmarkedsydelse (80% af dagpengesatsen) og fordi jeg lige havde fået børnepenge fra staten (ca 12.000 kr) og havde sparet, mens jeg fik dagpenge og derfor havde 3000 kr på min konto, havde jeg derfor “for stor en formue” til at kunne få kontanthjælp. Jeg fik derfor kontantydelse (samme sats) i 6 måneder med besked om, at jeg så skulle have optjent en ny dagpengeret, før jeg kunne få mere støtte fra det offentlige igen. Ud med mig.)

Hvorfor tager jeg så ikke bare en rengøringstjans eller et job som hjemmehjælper? Jeg har hypermobile led, har døjet en del med ryg- og bækkensmerter, så den daglige rengøring, oprydning, fragten madvarer hjem og vasketøj til og fra vaskeri er mere end rigeligt for min krop. Jeg nyder(!!!), at min datter er så stor, at jeg ikke skal bære hende mere. Jeg har flere gange været sendt i “praktik” i vuggestuer og der er simpelthen for meget fysisk arbejde til, at jeg kan holde til det.

Og helt ærligt, jeg er et intelligent, kvalificeret og veluddannet voksent menneske. Det ville være rart med et job, der matchede lige netop dét.

Jeg søger aktivt. Der er sikkert mange flere ting, jeg kunne gøre. Jeg har fået virkelig meget feedback på mine ansøgninger og CV. Jeg kunne brande mig selv mere markant på Linkedin. Det har jeg indtil videre valgt ikke at gøre, primært fordi jeg ikke har hjertet med, når det bare gælder om at sælge mig selv sådan helt bredt. Jeg bliver nødt til at have hjertet med på én eller anden måde. For jeg skal ikke kun tjene penge til daglig drift. Jeg vil også kunne glæde mig til mine arbejdsopgaver, glæde mig til at møde mine kolleger om morgenen og gå hjem med en følelse af, at jeg har gjort bare en lille forskel i dag.

Så værsågod, Univers/Gud/skæbne/Lyset/tilfældigheder/arbejdsgivere: bring it on! Jeg er totalt klar.

Tak fordi du læste med. Jeg håber, at du får en rigtig skøn weekend.

 

Kærlig hilsen Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *