It’s all in the process…

Helt generelt sker der virkelig meget i mit liv lige nu. Primært under overfladen. De større issues er vist nogenlunde de samme 🙂 Jeg mærker langt flere ting end jeg har kunnet før. Kan slippe flere ting. Kan respektere min krop og mine behov mere og mere. Ja, der er lang vej til 100% selvaccept, men nu var mit udgangspunkt også virkelig skidt, så uanset om jeg står af selvudviklingstoget nu eller fortsætter rejsen, så er jeg nået virkelig langt. Faktisk kan jeg til tider undre mig over, hvor langt jeg er kommet, når jeg ser på min baggrund og hvad jeg har været igennem.

Men det er udfordrende og angstprovokerende at mærke ting, når man har været selvudnævnt ekspert i at lukke af, lukke inde og lukke ude. Og så er det jo klart, at mit spisemonster dukker op.

Og når spisemonstret dukker op, så spiser jeg konstant eller drikker the eller kaffeerstatning og overhører ret mange signaler fra min krop. OG DET ER HELT ALMINDELIGT AT GØRE. Og det er helt okay. Det er mit mønster. Og det arbejder jeg med stille og roligt.

Og der går altid kortere eller længere tid fra jeg ser, hvad det er jeg gør og faktisk godt ved, hvad der skal til for at bryde ud igen – til jeg rent faktisk kan gøre det. OG DET ER HELT OKAY. Det er faktisk bare helt menneskeligt.

For der er jo noget på spil. Ellers ville det ikke være så svært at sætte mig ned og mærke efter. Jeg mærker nemlig helt vildt mange ting, og det er sandelig udfordrende, når man helt fra spædbarnsårene har været vant til at lukke af, lukke i og lukke ude. Så det er næsten helt forventeligt, at sårbarhed, kærlighed og nænsomhed trigger mine alarmsystemer.

For eksempel er jeg mere vant til hån, hårde ord og kæk humor end jeg er vant til positive, rosende og/eller anerkendende ord. Forleden skrev et menneske, jeg holder af, at jeg er dejlig og smuk. Og at læse dét i et stille og sårbart øjeblik gav mig impulsivt trang til at græde. Så det tillod jeg mig selv at gøre. Alt sammen helt nyt.

Det er også helt nyt for mig at vise mig selv sårbar og dele sårbare ting om mig selv – både generelt, her på bloggen og på instagram – og at både mennesker jeg kender, og mennesker jeg ikke kender i forvejen, skriver søde og opbakkende ord. Det gør en KÆMPE forskel. At nogen tager sig tid til at reagere kærligt og rummeligt på noget jeg er, gør, siger – dét er stort at opleve. Det er vist indbegrebet af sårbarhed.

Spisemonstret, som bare er et lille utrygt barn

Mit spisemonster er ikke et monster, har jeg måtte erkende. Det er den lille usikre mig, som oftest er hun 2-3 år, og vred, bange og meget utryg. Og det er sjældent at hun egentlig ved, hvad der foregår omkring hende. Hun ved bare, at hun ikke er tryg og at hun skal holde sig selv inde. Så jeg øver mig selv i at minde mig om, at jeg ikke er 2-3 år gammel, men derimod 36 år. Og at hvis jeg befinder mig i en farlig eller utryg situation, så kan jeg vælge at forlade den situation eller sige stop. Og berolige den lille 2-3 årige mig, som jeg både er mig og ikke er mig længere.

Jeg har masser at øve mig i endnu. Men jeg er på vej. Og jeg tager ansvar for hvad jeg gør. Og det sker sjældnere og sjældnere, at jeg anklager og bebrejder mig selv mine tilbagefald. Jeg undrer mig til tider over mig selv – men jeg tænker, at det er en del af processen.

For det hele er proces. Livet er en proces. Og man når nok bare aldrig i mål. Det ville nok også være ret kedeligt, tænker jeg. For livet er jo en rodebutik, der nogle dage tager sig ganske charmerende ud, andre dage er til at overse og så er der dage, hvor man bare tænker, at det hele ligner en losseplads. Og så kommer jeg til at tænke på, at buddhisterne mener, at lidelse er noget vi skaber selv. Hvilket jeg i mange henseender må erklære mig enig i.

For der er jo ikke andre end mig, der har skabt mit spisemonster. Selvfølgelig er det resultatet af nogle omstændigheder, jeg som barn ikke havde mulighed for at påvirke. Men ingen andre har skabt det og placeret dét reaktionsmønster i mig. Det er mit sinds måde at kontrollere det ukontrollerbare på. Og i perioder har det jo også virket. På én eller anden absurd måde… Der er vel altid én eller anden grund til, at mennesker gør som de gør. Uanset hvor fjollet en handling kan virke.

Det tog mig lang tid at indse, at jeg ikke bare var en båd, der blev skubbet rundt på større eller mindre bølger. For det første var det nogle bestemte ting, situationer eller mennesker, der triggede mit spisemonster. For det andet kunne jeg undgå nogle af tingene eller fravælge dem, når jeg nærmede mig et triggerpunkt. For det tredje havde jeg selv ansvaret for min reaktion. Alle tre punkter var voldsomt provokerende at tage til mig. Og jeg arbejder nok stadig med det 🙂

For der er jo også noget trygt i at være en lille båd på et stort hav. For så har jeg jo ikke så stort et ansvar. Og det dér med ANSVAR – det er jo en ret vild ting. For så snart jeg har taget ansvaret for mig, den situation jeg står i og hvordan jeg reagerer – så jeg kan jo IKKE FLYGTE! Øv også… Så betyder det at jeg skal være et levende voksent væsen her på jorden – og så betyder det også, at jeg kan dø. Det lyder måske langt ude, men for mig hænger det sådan sammen. At livet indeholder den ultimative smerte: at vide at jeg skal dø en dag. Og jeg ved ikke, hvornår den dag kommer. Og nogle gange er det bare for smertefuldt at begive mig ud i noget, som er vigtigt og som jeg ved, jeg kan miste igen. Fuldkommen logisk, menneskeligt – og også lidt fjollet.

 

Så når alt kommer til alt, så ér der jo slet ikke noget spisemonster. Der er bare mig. Et voksent mig, der lærer at slippe min barndoms reaktionsmønstre og overlevelsesmekanismer. Og det er nogle gange meget svært. Og sårbart.

Kærlig hilsen Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *