Forældrekontrakter og oprør…

Jeg har lige hørt Joan Ørtings seneste podcast “Forældrekontrakten” og den satte ret mange tanker i gang! Som så mange andre mener Joan Ørting, at mennesker får børn af egoistiske grunde. Og der er jeg ret enig; at reproducere sig selv er noget af det mest selvcentrerede et menneske kan gøre – men der er også meget mening i den handling. Det er, som så meget andet, ikke kun sort/hvid.

Joan Ørting tager udgangspunkt i terapeuten (?) Paul Terrell (jeg er usikker på stavemåden og har indtil videre ikke fundet mere om ham eller emnet via google – rettelser er velkomne!), som mener, at der fra forældres side uebvidst forventes noget af børnene, når de sættes i verden. Disse ubevidste “forældrekontrakter” kan se ud på tre forskellige måder:

Jeg (forælderen) vil sørge for dig (barnet), til gengæld skal du.. (se hhv. mor- og far-kontrakter nedenfor)

Jeg vil sørge for dig og elske dig, til gengæld skal du…

Jeg er ikke i stand til at sørge for dig.

En mor-kontrakt kan se således ud:

  • være min ven
  • tage dig af mig/støtte mig
  • være smuk
  • gøre dét, jeg ikke selv turde/fik gjort
  • gøre os (forældrene) lykkelige
  • gøre os til en familie

En far-kontrakt kan se således ud: 

  • være succesfuld
  • arbejde hårdt
  • ikke tro, du er noget (du er ikke mere værd end far)
  • gøre som jeg/din mor siger
  • vise respekt for familienavnet (dvs ikke kaste skam over os)
  • være glad for dét, du får
  • tilbede mig
  • ikke vise følelser
  • være min lille prinsesse

Ethvert barn vil så finde sin måde at gøre oprør mod disse udtalte eller uudtalte forventninger på. Og det kan sagtens være flere metoder samtidig eller skiftevis. Man kan også have haft én eller flere metoder som barn og som voksen benytte helt andre metoder.

1. Krænkeren, der ydmyger forælderen

2. Kontrolbarnet, det besværlige barn, der kan styre sine omgivelser med sine særlige behov

3. Det tavse barn, som forældrene ikke kan nå ind til. Måske fordi det ikke deler noget fra sit liv eller vender forældrene ryggen

4. Offerbarnet, som det er synd for

5. Rebellen, som gør tydeligt oprør mod forældrenes værdier og/eller ønsker.

Jeg tror ikke på, at man kan placere forældre-barn forhold i kasser på denne måde. Alle familier er forskellige, alle børn er forskellige og tackler deres udfordringer på lige netop deres måde. MEN vi er stadig mennesker, og mennesker har det med at opføre sig ret ens, når det kommer til stykket. Ovenstående er på ingen måde en facitliste, men kan da så sandelig sætte nogle tanker i gang.

Som så mange andre er jeg både mor og datter. Jeg er også en datter, der i længere perioder af mit liv har fravalgt kontakten med min far. Og dét er der mange grunde til, som jeg ikke vil komme ind på her. Men uanset hvor lidt eller meget min far har været i mit liv, så har han stadig påvirket mig. Og jeg gør stadig oprør mod dét, jeg fik eller ikke fik med. Selv den dag ingen af mine forældre lever mere vil oprøret følge mig. Og sådan er livet vel bare. Spørgsmålet er så, hvor bevidst jeg er om, hvor meget af mine handlinger, der er oprør mod mine forældre.

Jeg selv var vist primært det tavse barn. Og når dét blev for meget blev jeg offerbarnet. Til tider har jeg været rebellen. Nogle gange uden at vide, at min handling faktisk var et oprør, fx da jeg barberede hovedet i vinter. Jeg var selv ret glad for mit udseende, men min mor kom med morsomme kommentarer på min bekostning og jeg ramte helt klart noget i hende med dén handling. At klæde mig selv damet og konservativt rammer også noget i min mor. Omvendt er jeg ikke i tvivl om, at min far ikke ville bryde sig om min næsering, min daværende skaldethed eller min nuværende korthårede frisure. Så i vinter ramte jeg lige to fluer med ét smæk 🙂

Som mor funderer jeg lidt over, hvad jeg ubevidst forventer af mine børn. For jeg kan godt se, at jeg har høje forventninger til dem. Da min søn var lille havde jeg helt klart en forventning om, at han skulle gøre os til en lykkelig familie og mig og hans far til gode forældre. Noget af en kontekst at blive placeret i! Jeg forstår godt, at han reagerede kraftigt i perioder. Og at han primært reagerede med lettelse, da vi annoncerede skilsmissen. Jeg har i noget tid været mere eller mindre bevidst om, at jeg har større forventninger til min datter end til min søn. Det må jeg lige kigge nærmere på, men det handler sandsynligvis om at hun er mit lille spejl – og jeg har vist ret høje forventninger til mig selv, selvom jeg øver mig i det modsatte. For nylig er jeg begyndt at forestille mig, at hun er et år yngre end hun er (hun bliver snart 4 år) – så får hun mere omsorg og færre forventninger fra min side, og det har givet en rigtig fin ro i vores forhold.

Jeg tror, at jeg skal bruge noget tid på at undersøge, hvilke “kontrakter”, der påvirkede forholdene til mine forældre. Og kigge mere på, hvordan jeg er som mor. For begge dele vil jo være noget, jeg ubevidst tager med ind i et fremtidigt parforhold. Og måske kan det kaste lidt mere lys over mit forhold til børnenes far – for vi gik da godt nok skævt af hinanden. Men uanset HVOR bevidst man bliver om sine mønstre, sine forestillinger, sin bagage af forskellig art, så giver man stadig sine børn en masse med på godt og ondt. At være menneske kan være lidt af en rodebutik, og det kan ingen af os ændre på. Men vi kan kigge lidt indad, være kærlige ved os selv og hinanden og være villige til at komme hinanden i møde vel vidende, at vi alle har fejl og mangler. 

 

Kærlig hilsen Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *