Be kind…

Jeg har lukket en dør, sådan rent metaforisk. Forleden aften kunne jeg mærke, at jeg ikke længere skal være lærervikar. Et par timer forinden havde jeg sagt ja til vikartimer dagen efter, og det passede mig ganske godt at kunne sige det til de mennesker jeg har arbejdet sammen med de sidste par år. Jeg sagde dermed også farvel til min eneste sikre indtægtskilde.

Nu giver jeg mig selv lov til at mærke efter, hvad jeg så skal. For jeg træffer bedst større beslutninger i fuldkommen fred og ro. Og to timer er ikke nok. Eller en dag. Jeg skal helst mærke roen sænke sig over et par dage. Jeg har brug for at overveje mange ting, mærke efter, hvad hver enkelt beslutning vil medføre, og som oftest når jeg frem til, hvad jeg vil, fordi jeg har taget mig tid til at mærke efter, hvad jeg i hvert fald IKKE vil. Og det kan være ganske angstprovokerende.

Især når man ved, at der skal betales regninger, købes mad (helst økologisk endda), vinterstøvler til min børn og mig selv og en vinterjakke til min søn. Men påmindelser er ingen hjælp – hverken fra mig selv eller andre. Tværtimod. Jeg ved jo godt, at det er vigtigt at kunne sørge for mig selv og mine børn. Men påmindelser er i sidste ende et udtryk for, at jeg selv eller en anden ikke tror på, at jeg nok skal klare mig. Og det har jeg ikke brug for. Jeg har før stået i svære situationer og klaret mig ganske fint. Så det gør jeg igen.

Til gengæld er det en hjælp, når mennesker spørger mig:

“Hvordan har du det?”,

“Hvad tænker du om fremtiden/din situation?” og vigtigst:

“Har du brug for hjælp?”

Spørgsmål som mennesker sjældent stiller hinanden. Det er i hvert fald min oplevelse – måske du oplever noget andet? Men det er spørgsmål, som virkelig gør en forskel for modtageren. Hvis de vel at mærke bliver stillet med ægte medfølelse, interesse og respekt for mennesket, der modtager spørgsmålene. Og hvis der er mulighed for at svare. Ikke alle kan overskue at høre svarene til dén type spørgsmål. Fordi det er sårbare emner, der kan komme spil for både spørgeren og dén, der svarer. Og de færreste mennesker bryder sig om at være sårbare. Men når vi tillader os selv og andre at være sårbare, kan det blive virkelig fint og gøre en KÆMPE forskel for os selv og andre på den virkelig kærlige og opløftende måde.

Så:

“In a world where you can be anything, be kind.” (Ukendt)

Kærlig hilsen Astrid

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *