Gode relationer må der til…

For et par år siden klippede jeg et afsnit ud af min lokalavis, Det Grønne Område. Afsnittet er fra en artikel, der handlede om Chris MacDonald og hans råd til varige livsstilsændringer. De første tre var ikke den store overraskelse for mig, og åbenbart ikke vigtige nok til at jeg ville gemme hele artiklen. Men punkt nummer fire var lidt af en mave puster.

“4) Gode sociale relationer er alfa og omega. Punktum. At modtage omsorg, opmuntring og opmærksomhed fra andre mennesker er et grundlæggende behov for alle, og derfor er mennesker omkring dig altafgørende. De rette sociale relationer drager omsorg for dig, opmuntrer dig og giver dig den rette dosis opmærksomhed, men giver dig også (k)ærlige skub, når der er behov for det. Og husk at give tilbage af samme skuffe.”

Jeg husker stadig, at jeg sad i min lysegrå sofa, i min rodede stue, mine børn (hhv 5 år og 7-11 måneder), min skilsmisse var stadig et åbent sår og jeg famlede på så mange planer i mit liv. Jeg var træt helt ind i knoglerne af søvnmangel, udmattelse, sorg og vrede. Præcis hvornår artiklen er fra kan jeg ikke se, men det var engang i 2015. Indtil videre det vildeste, hårdeste, mest sorgfulde år i mit liv. Men også det år, hvor der skete de vildeste ændringer – det skriver jeg om på et andet tidspunkt.

Og mens jeg forsøgte at holde sammen på mig selv, skabe en hverdag med struktur, give min søn plads til at sørge over skilsmissen, undvære ham, når han skulle hjem til deres far, passe en krævende baby med kun lidt hjælp, sove når min krop ellers kunne finde ro – så stod der pludselig dét, jeg manglede og som jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle finde…

Det har altid været svært for mig at række ud efter andre. Jeg var ikke et tillidsfuldt barn. Men jeg øver mig i at være en tillidsfuld voksen. Som person er jeg åben om mig selv og sjældent blufærdig. Men at række ud efter andre er jo noget helt andet. Og langt mere sårbart. For det rummer jo risikoen for en afvisning. Noget jeg har prøvet en hel del. Og afvisninger kan gøre så ondt. Og skubbe til min følelse af ikke at være noget værd.

Men for nylig, da jeg ryddede op og fandt dette klip, gik det op for mig, at jeg faktisk har mennesker i mit liv, som jeg kan regne med, når det hele ramler, som tager telefonen også selv om det er et ubelejligt tidspunkt og som, uanset hvor de selv står, kan hjælpe mig med at lande, når ting er svære, som har lyst til at se mig, lyst til at høre hvordan jeg har det og som selv kontakter mig, når de har brug for at tale om store og små ting. DET er stort for mig. Og stadig meget nyt. Så her er jeg: 36 år og ved at lære at have venner og selv være en ven.

For mig vil det nok altid være sårbart. For jeg er stadig bange for, at menneskerne pludselig forsvinder igen. Det er noget jeg har med mig, og jeg ved, at det ikke nødvendigvis er sådan, verden er. Men mennesker kommer og går i ens liv, og det kan ikke planlægges. Jeg tror på, at der er en grund til, at vi kommer ind i hinandens liv, og nogle gange er vi bare ikke i hinandens liv så længe. Men derfor synes jeg nu stadig, at vi skal gøre os umage med at behandle hinanden kærligt og respektfuldt, og ikke mindst:

“Be the type of person who leaves a mark. Not a scar.” (Ukendt)

6 Replies to “Gode relationer må der til…”

  1. Kære Astrid
    Det er meget stærkt og smukt at du skriver så fint og ærligt om det vigtigste i livet – nemlig at etablere relationer af forskellig art med forskellige mennesker. Det er det der skal til for at vi kan udvikle os til hele mennesker der hviler i og kan tage vare på os selv, og som er kærlige, ærlige og er nærværende overfor andre. Desværre handler det ikke bare om at beslutte sig for at få nogle gode relationer. Sårene fra barndommens svigt kan være så indlejrede i vores struktur at vi ikke kan etablere ægte kontakt med andre, skønt vi gerne vil. Men der er heldigvis altid en vej igennem og vores hjerne og nervesystem kan få smag for de sunde relationer. – og har vi først fået etableret en sund relation vil det sprede sig som ringe i vandet. Flere vil komme til. Det er individuelt hvad der skal til. For nogle er et terapeutisk forløb en god idé. For andre er det noget andet der skal til. Glæder mig til at læse mere stærkt fra din kant ???
    Susanne Glending
    Psykoterapeut (bla med speciale i relations terapi)
    Dit stille rum

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *